Ugens fagjournalist: “Unge kvinder har brug for rollemodeller”

Ugens fagjournalist er stifter af Innovator Q, Trine Askholm. Foto: Stine Heilmann

I denne uge har Fagjournalisten talt med Trine Askholm, der er idékvinden bag og stifter af Innovator Q, et nichemedie, der fortæller historier om kvinder i dansk erhvervsliv

Trine Askholm stiftede Innovator Q, fordi hun altid har følt, at det manglede. Hun var optaget af samfundet, og hvordan hun kunne bidrage bedst muligt. Og hun manglede rollemodeller at spejle sig i. Hun manglede nogen, der kunne fortælle hende, at man sagtens kan have et super spændende karrierejob og samtidig stifte familie. 

Afgangsprojekt på journalisthøjskolen blev til levevej
Innovator Q blev født som et afgangsprojekt på journalisthøjskolen, hvor Trine Askholm er uddannet fagjournalist. Hun ville kombinere sin baggrund som cand. polit indenfor økonomi og socialpolitik med journalistikken. Og hun syntes, der manglede et magasin om kvinder i lederstillinger. 

Målet med mediet er at ændre historien og på sigt gøre det lettere at få kvinder at komme til tops i erhvervslivet.

Det gør Trine Askholm ved at fortælle de historier, andre medier ikke fortæller. Historierne om kvinder i dansk erhvervsliv:
“Unge kvinder skal have rollemodeller at spejle sig i og se op til”, siger Trine Askholm;
“Jo flere kvinder, de oplever, der har en stor karriere. Jo lettere er det selv at kaste sig ud i det.”

Fra Finansministeriet til Innovator Q
Trine Askholm har været ansat i Finansministeriet og økonomistyrelsen, hvor hun arbejdede med store effektiviseringsprojekter. Hun blev senere ansat som product owner i et stor pensionsselskab, og mens hun var ansat der, blev hun gravid med sit andet barn.

Da hun fødte sin datter, som havde en svær start på livet med sygdom, begyndte Trine at overveje, om det var det værd at arbejde så meget med et job, hun egentlig ikke rigtig var tilfreds med. Derfor valgte hun at skifte karrieren ud med drømmejobbet som fagjournalist. 

Hun tror ikke, hun var kommet i mål med Innovator Q, hvis ikke hun havde haft både sin akademiske uddannelse og håndværket som journalist:
“Min baggrund gør, at jeg nemt kan tilgå komplekse emner, der måske kan være lidt vanskeligere for en ung nyuddannet journalist”