Ugens fagjournalist: Færre penge men større arbejdsglæde

Marianne Bækbøl er socialrådgiver og fagjournalist

I disse dage, hvor Danmark er lukket ned af Corona, er det måske ikke det bedste tidspunkt at slå et slag for freelancelivet. Men Marianne Bækbøl har aldrig fortrudt, at hun tog den vej

For Marianne Bækbøl var det en gammel drøm, der gik i opfyldelse, da hun begyndte på fagjournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Bag sig havde hun en lang erfaring som socialrådgiver og leder af et misbrugscenter, men hun drømte om at blive journalist. 

Hun har ikke fortrudt sit valg om at skifte branche:
“Mit liv er blevet så meget mere levende, varieret og spændende, siger Marianne Bækbøl: 
“Det er blevet mere positivt, efter jeg blev journalist”

Journalister er sjovere 
Som journalist møder hun en bredere skare af mennesker, end hun gjorde, da hun arbejdede i behandlerverdenen:
“Og så er journalister er bare sjovere at være sammen med.”

I kølvandet på coronakrisen er det med et slag blevet sværere at være selvstændig. Og Marianne Bækbøl, der er freelance rådgiver, kommunikatør og fagjournalist, har oplevet, at indtægterne forsvundet, men hun bevarer optimismen:
“Jeg tror på, at det nok skal vende. Jeg er ikke ved at søge job, for jeg vil stadig helst være selvstændig.”

Usikker økonomi
Coronakrise eller ej. Marianne Bækbøl tjener mindre som journalist end i sit tidligere job, og livet er blevet mere usikkert, fordi hun som selvstændig ikke er sikret en løn. Men til gengæld er hun langt mindre stresset, end da hun arbejdede som leder af et misbrugscenter. 

“I virkeligheden var der kun én gang, jeg skulle være bange”, fortæller Marianne Bækbøl, “og det var, da jeg skulle tage beslutningen om at gå fra et fast job til uddannelse.”

I den periode gik der sport i at se, hvor meget af sit forbrug, hun kunne skære væk:
“Det var vildt at opleve, at det var mit fattigste år nogensinde, men jeg har aldrig været så glad.”

Kunder i butikken
Marianne Bækbøl begyndte at arbejde som freelancer i 2014, og fik hurtigt en håndfuld faste kunder:
Jeg tog fat i mit gamle netværk for at få opgaver, og jeg deltog i konferencer indenfor de områder jeg kendte. Snart fik jeg kunder i butikken.”

Hun meldte sig også ind i freelancegruppen i Dansk Journalistforbund, og det var med til at give hende et netværk i hendes nye branche. 

To fagligheder smelter sammen
I 2019 tog Marianne Bækbøl et vikariat som socialrådgiver/karriererådgiver i Dansk Journalistforbund, hvor hun brugte sine gamle kompetencer som socialrådgiver til at rådgive journalister. 

Det fik hende ind på en anden bane, og hun arbejder i dag mere med stress- og karriererådgivning end journalistisk. Der er stadig masser at tage fat på både indenfor kommunikation, journalistik og rådgivning, og friheden vil Marianne Bækbøl ikke bytte for noget:

“Jeg føler mig som en succes i dag, men set på økonomi, var der nok mange, der ville slå en latter op”, siger hun. “Som tiden er lige nu, så afventer jeg selvfølgelig at se, om jeg passer ind i en af regeringens hjælpepakker til virksomheder. Jeg prøver at have is i maven og tro på, at det normaliserer sig igen.”

Du kan læse mere om Marianne Bækbøl på Jobbloggen, hvor hun blandt andet skriver om det gode arbejdsliv.

Ugens fagjournalist: Journalist i hele verden

Parastou Booyash er iværksætter og fagjournalist med en baggrund i virksomhedskommunikation

Det er faktisk muligt at nå alle sine drømme. Det er ugens fagjournalist, Parastou Booyash, et levende eksempel på. Hun har altid rejst meget og drømt om at skrive om sine rejser

Hun er uddannet fra CBS i international virksomhedskommunikation, PR og marketing og sad i flere år, ifølge hénde selv, på den kedelige side af skrivebordet. Hun havde et godt job som PR-konsulent i Teleselskabet 3.

Rejste til den anden side af skrivebordet
“I mit gamle job, følte jeg, at jeg pressede virksomhedens dagsorden ned i hovedet på journalisterne,” fortæller Parastou Booyash. 

Hun ville hellere være på den anden side af skrivebordet og sætte sin egen dagsorden og finde frem til sine egne historier. 

Midt under finanskrisen tog hun en karriereændrende beslutning. Hun sagde sit gode job op og søgte ind på journalisthøjskolen. Hun tog fagjournalistuddannelsen på 1 år og betalte alt selv. 

I de næste mange år rejste Parastou Booyash verden rundt som freelance rejsejournalist og redaktør:
“Man skal være af en særlig støbning for at arbejde som freelancer. Man skal kunne sælge sig selv som et brand,” fortæller Parastou Booyash.

Succes som freelancer
Efter kun 2,5 år som freelancer, vandt hun prisen som årets mest talentfulde rejsejournalist. Herefter blev det lettere at arbejde som freelancer, fordi medier begyndte at henvende sig til hende med arbejde.

“Det lyder måske som en drøm, men det er også benhårdt arbejde,” fortæller Parastou Booyash:
“Artiklerne er skrevet fra den ene destination til den anden. Og det kan være udfordrende at sidde i flyet på vej mod Grønland og have en deadline på en artikel om Sahara.” 

Branchen har ændret sig
Og branchen har ændret sig meget de sidste 10 år. Pengene for en artikel er faldet med op til 65 % og samtidig når artiklerne ikke nær så mange læsere som før i tiden. Idag har rejse- og livsstilsinfluencers på Instagram og Youtube overtaget en stor del af markedet. 

I dag ser Parastou Booyash sig selv mere som iværksætter og kommunikatør end journalist. Men hun er blevet i rejsebranchen. Hun har netop startet sit eget rejsebureau European Basketball Tours, der arrangerer basketballrejser.

Ugens fagjournalist: Nordiske guder og gode historier

Hvad får en akademiker til at lære sig et godt gedigent håndværk? For Louise Trier var det ønsket om at blive skarpere på at fortælle historier, der fik hende til at gå journalistvejen

Og det viser sig, at selv i den nordiske mytologi har fagjournalisterne deres berettigelse. Louise Trier er uddannet kunsthistoriker og fagjournalist, og i denne video fortæller hun om sin seneste udstilling om tegneserien Valhalla. 

Hun beskriver, hvordan hun har brugt journalistiske værktøjer i sit arbejde som kunstformidler til at gøre udstillingen mere tilgængelig for publikum. Fagjournalistik når det er bedst.

Louise Trier fortæller også, hvordan fagjournalistuddannelsen har ændret hendes tilgang til sit job, og hvordan hun har fået en ny faglig identitet. 

Se videoen her:

Ugens fagjournalist: “Unge kvinder har brug for rollemodeller”

Ugens fagjournalist er stifter af Innovator Q, Trine Askholm. Foto: Stine Heilmann

I denne uge har Fagjournalisten talt med Trine Askholm, der er idékvinden bag og stifter af Innovator Q, et nichemedie, der fortæller historier om kvinder i dansk erhvervsliv

Trine Askholm stiftede Innovator Q, fordi hun altid har følt, at det manglede. Hun var optaget af samfundet, og hvordan hun kunne bidrage bedst muligt. Og hun manglede rollemodeller at spejle sig i. Hun manglede nogen, der kunne fortælle hende, at man sagtens kan have et super spændende karrierejob og samtidig stifte familie. 

Afgangsprojekt på journalisthøjskolen blev til levevej
Innovator Q blev født som et afgangsprojekt på journalisthøjskolen, hvor Trine Askholm er uddannet fagjournalist. Hun ville kombinere sin baggrund som cand. polit indenfor økonomi og socialpolitik med journalistikken. Og hun syntes, der manglede et magasin om kvinder i lederstillinger. 

Målet med mediet er at ændre historien og på sigt gøre det lettere at få kvinder at komme til tops i erhvervslivet.

Det gør Trine Askholm ved at fortælle de historier, andre medier ikke fortæller. Historierne om kvinder i dansk erhvervsliv:
“Unge kvinder skal have rollemodeller at spejle sig i og se op til”, siger Trine Askholm;
“Jo flere kvinder, de oplever, der har en stor karriere. Jo lettere er det selv at kaste sig ud i det.”

Fra Finansministeriet til Innovator Q
Trine Askholm har været ansat i Finansministeriet og økonomistyrelsen, hvor hun arbejdede med store effektiviseringsprojekter. Hun blev senere ansat som product owner i et stor pensionsselskab, og mens hun var ansat der, blev hun gravid med sit andet barn.

Da hun fødte sin datter, som havde en svær start på livet med sygdom, begyndte Trine at overveje, om det var det værd at arbejde så meget med et job, hun egentlig ikke rigtig var tilfreds med. Derfor valgte hun at skifte karrieren ud med drømmejobbet som fagjournalist. 

Hun tror ikke, hun var kommet i mål med Innovator Q, hvis ikke hun havde haft både sin akademiske uddannelse og håndværket som journalist:
“Min baggrund gør, at jeg nemt kan tilgå komplekse emner, der måske kan være lidt vanskeligere for en ung nyuddannet journalist”

Ugens fagjournalist: Iværksætter ind til benet

Mette Oscar Pedersen er iværksætter, socialrådgiver og fagjournalist

Mette Oscar Pedersens arbejdsliv har altid været præget af projektarbejde. Hun er med egne ord iværksætter helt ind til benet, og hun løber aldrig tør for ideer, der skal afprøves og søsættes

I 20 år arbejdede Mette Oscar Pedersen som socialrådgiver, men hun har aldrig været det, man forbinder med en traditionel socialrådgiver. Hun var hurtig til at gribe ideerne i luften, og inden dagen var gået, var et nyt projekt sat i søen. 

Mette har især været med til at sparke projekter i gang indenfor handicapområdet, hvor hun har arbejdet som leder og projektleder i forskellige handicaporganisationer. Hun åbnede blandt en cafe for unge med kroniske sygdomme på Rigshospitalet, og hun var med til at starte Elsass Centeret, der forsker i aktiviteter for mennesker med cerebral parese. 

Journalistdrømme 
Det ene projekt tog det andet, men en gammel drøm om at blive journalist, blev ved med at spøge. Spørgsmålet om, hvordan hun skulle få tid eller råd, stoppede hende dog altid. 

“I 2017 besluttede jeg mig for, at nu måtte det briste eller bære. Jeg søgte ind på fagjournalistuddannelsen, og hvis jeg kom ind, måtte jeg finde pengene og tiden til det,” fortæller Mette Oscar Pedersen. 

Ind kom hun. Og pengene fandt hun. Uddannelsen blev lige præcis det skub, Mette manglede, for at springe ud som selvstændig. 

Den rette hylde 
Skør kugle og og en popcornmaskine af gode ideer, er nogle af de ord, der beskriver Mette. Hun er lynhurtig til at omsætte de gode ideer til handling. Efter kort tid som selvstændig havde hun sin første opgave som som kreativ sparring for en foredragsholder. 

“Jeg kunne ikke længere se mig selv som socialrådgiver. Jeg var træt og udkørt i det fag, og jeg besluttede mig for at satse hele dynen på et karriereskift, hvor jeg kunne arbejde mere med min kreativitet,” siger Mette. 

Men baggrunden som socialrådgiver fornægter sig ikke. Mette Oscar Pedersen har løbende beskæftiget sig journalistisk med socialområdet. Det betød at en kilde ringede til Mette i 2018, og sagen om Bisidderhjælpen begyndte at rulle.  

“Fagjournalisten kan lynhurtigt pinpointe de problemer, der er i en sag, og derfor hurtigere komme ind til kernen.”

Fagjournalist.dk
Onlinemediet Fagjournalisten (fagjournlist.dk) er endnu en af Mettes mange ideer. Ideen blev udviklet og søsat sammen med fagjournalistkollega Ann Sofie Hald. Og beslutningen om at gå “all in” på projektet blev taget en onsdag aften, med en gin og tonic i hånden og en hel del “Vi gør det sgu”-attitude. 

“Jeg blev færdig som fagjournalist i juni, vi fik tilsagn om pengene fra Slots- og kulturstyrelsen i oktober, og jeg startede virksomhed sammen med Ann Sofie Hald i december,” fortæller Mette Oscar Pedersen:

“Vi er på den vildeste rejse med Fagjournalisten, og jeg har aldrig følt mig mere tilpas i mit arbejdsliv. Planerne for 2020 er endnu vildere, og det bliver så spændende.”

Dobbeltfaglighed blev til en helt ny karriere

Peder Trolle Photography

Chili Djurhuus bruger dagligt sin faglighed som pædagog og psykoterapeut, når hun arbejder som fagjournalist

 

Chili Djurhuus har altid elsket at skrive. Men hun har taget et par stop på vej mod journalistikken. Først blev hun pædagog, så musikpædagog, så psykoterapeut og til sidst fagjournalist. Det lyder måske som en omvej, men det giver altsammen god mening.

“Jeg valgte at blive fagjournalist, fordi jeg altid har elsket at skrive. Og jeg har altid ønsket at være på den anden side af avisen,” fortæller Chili. 

 

Men der kan nogle gange være langt fra virkeligheden til drømmen. 

Jeg blev fanget i hamsterhjulet, hvor den faste løn tikkede ind, og det var trygt og dejligt,” Fortæller Chili Djurhuus. 

 

Men da Chili Djurhuus blev 40 år, slog tanken hende – hun havde ihvertfald 30 år tilbage på arbejdsmarkedet. På den tid kunne hun nå at skabe en ny karriere.

 

Den dobbelte faglighed er en styrke for Chili Djurhuus, især når hun interviewer mennesker med den samme baggrund hun selv har. 

“Jeg kan hurtig tunet mig ind på materien. De kan mærke, at jeg ved, hvad jeg taler om og de skal ikke forklare mig en masse ting først”

 

Men den dobbeltefaglighed har også en anden fordel for Chili Djurhuus. Hun trækker på sin baggrund som pædagog og psykoterapeut, når hun skal interviewe. Som psykoterapeut er hun trænet i at tage den svære samtale og hun er ikke bange for at stille de svære spørgsmål. 

“jeg er god til at være til stede og skabe et trygt rum for mine kilder. Og der er jo det vigtigste, uanset om det er Grethe der fylder 100 år, en politiker eller en frustreret forælder, jeg skal interviewe.”

 

I dag arbejder Chili Djurhuus lokal avis i hovedstadens mediehus, hvor hun ud over de små lokale historier, også graver større historier frem. 

 

Se link til nogle af Chili Djurhuus historier her. 

 

https://minby.dk/2019/11/17/156641/daginstitutioner-bag-facaden-flyttede-barn-fra-udskaeldt-institution-og-blev-tilbudt-en-daarligere/ 

 

https://minby.dk/2019/10/25/150715/koebenhavns-sidste-halvdagsboernehave-paa-tyboroen-alle-bestaar/ 

  

https://pov.international/hvem-beskytter-patienterne-mod-misbrug/ 

 

https://pov.international/danmarks-statistiks-normeringstal-for-vuggestuer-er-ikke-retvisende/ 

 

https://pov.international/author/chilidjurhuus/ 

Historier i lyd og billeder

Andreas Hansen fortæller historier med billeder og lyd

For Andres Hansen har ord og billeder altid fyldt i hans arbejdsliv, både som oversætter og som videojournalist. Uddannelsen som fagjournalist har givet ham en større fagligselvtillid

 

Andreas Hansen startede sin karriere i Spanien og Venezuela som oversætter mellem spansk, engelsk og dansk, men det var ikke nok at oversætte andres historier, Andreas Hansen ville selv fortælle. Og fortællingerne skulle være i billeder. Da han vendte hjem til Danmark uddannede Andreas Hansen sig derfor til film og tv produktionsassistent. 

Gennem sit arbejde som videojournalist, fik Andreas Hansen interessen til at få en mere formel uddannelse som fagjournalist. 

“Jeg har arbejdet i udkanten i af journalistik i mange år, jeg har været bag kameraet på uddannelse og dokumentarfilm. Så jeg lærte meget ved at arbejde side om side med journalister,” siger Andreas Hansen.

 

Men i jobbet som videojournalist, bliver Andreas ofte sendt ud på opgave alene. Det stiller langt større krav til ens evner.

 

“Jeg skal kunne stille de rigtige spørgsmål og forholde mig kritiske til kilderne, så jeg ville have en formel uddannelse og en større forståelse for journalistik,” fortæller Andreas. . 

 

Andreas Hansen arbejder fortsat som videojournalist, men uddannelsen som fagjournalist har ændret hans tilgang til opgaverne han får. 

“Jeg har fået større sikkerhed i mit arbejde, når jeg er ude på opgaver. Samtidig har jeg fået en langt større interesse for undersøgende journalistik,” fortæller Andreas 

 

Du kan se Andreas Hansens arbejde her https://www.andreashansenvj.com

 

Ugens fagjournalist: Journalistikken var ikke nok til at komme rundt om kommunikation

Sarah Skrivergaard er journalist og skuespiller.

Det var for at komme hele vejen rundt om kommunikationen, at Sarah Skrivergaard valgte at tage en skuespilleruddannelse, efter hun var blevet uddannet journalist. Hun arbejder nu som præsentations- og medietræner i sit eget bureau Skrivergaard Communications 

Sarah Skrivergaard har læst journalistik på RUC og efterfølgende uddannet sig til skuespiller. Det gjorde hun for at komme tættere på sig selv og blive en bedre kommunikatør:
“Jeg følte ikke, journalistikken var nok til at komme rundt om kommunikation. Jeg manglede viden omkring, hvordan arbejder med kommunikation på andre måder end med skrift og video.”

Hun interesserer sig for mange aspekter af kommunikation, og blev optaget af, hvordan hun kunne levere et budskab, der ikke nødvendigvis blev sagt eller skrevet, men i stedet for blev vist på en anden måde:
“For mig handler kommunikation om at tænke holistisk. Med skuespilleruddannelsen kunne jeg både lære mig selv bedre at kende, og hjælpe andre med for eksempel nonverbal kommunikation og kropssprog.”

Det er nemmere at hjælpe andre, når man har gået vejen selv
Sarah Skrivergaard har egen virksomhed, hvor hun arbejder med præsentations- og medietræning. Her ruster hun kunderne til at blive bedre til at stå frem i medierne eller på tv, eller til at kunne tale i en forsamling. Hun underviser både i grupper og giver 1-1 undervisning:
“Med mine to fagligheder har jeg fået et større perspektiv på kommunikation, og har derfor mere at tilbyde mine kunder”.

Derudover mener Sarah Skrivergaard, at det har stor betydning, at hun har gået vejen selv:
“Jeg ved, hvad det vil sige at stå foran et kamera, og blive nervøs og usikker på sig selv. Det gør det nemmere for mig at at hjælpe andre.”

Ugens fagjournalist: Fra integrationsmedarbejder til selvstændig

Janni Pilgaard er Cand. mag. i dansk og psykologi – og fagjournalist.

Janni Pilgaard havde et job med integration af flygtninge, men hun ønskede et arbejde med mere kommunikation. Hun havde svært ved at se, hvordan hendes job kunne komme i en anden retning, uden at hun tog noget mere uddannelse 

Selvom Janni Pilgaard var glad for sit arbejde, var der altid en nagende følelse af, at hun havde valgt lidt forkert. Hun ville skrive og kommunikere, og valgte derfor at tage uddannelsen til fagjournalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Med fagjournalistuddannelsen i hånden fik Janni Pilgaard job i den sociale organisation Folkekirkens Familiestøtte, hvor hun arbejder med kommunikation, sociale medier, artikler og pressemeddelelser. 

Nyt liv som selvstændig
Ved siden af jobbet har hun haft sit eget projekt Balancebaren, hvor hun hjælper pressede forældre med at finde en god balance mellem arbejdsliv og familieliv. Til januar går hun hele vejen med sit projekt. Janni Pilgaard stopper på jobbet og starter som freelancejournalist. Netop for at få mere tid til sit projekt og med familien.

Janni Pilgaard fortsætter sin mission med at arbejde med menneskelige relationer i sit nye projekt Balancebaren. Janni Pilgaard siger:
“Målgruppen rykker sig til mere ressourcestærke, men det er mennesker, der er i spil, og det er det, der betyder noget for mig.” 

Det er en styrke med flere fagligheder
For Jannie Pilgaard har fagjournalistuddannelsen haft stor betydning for karrieren:
“Det var lige præcis det, jeg ønskede. At ændre min karriere, men samtidig bruge min viden om relationer og arbejdet med mennesker.” 

Janni Pilgaard er ikke i tvivl om, at det har givet hendes karriere meget at have to fagligheder:
“Man kan komme mere i dybden med nogle emner, fordi man har en anden faglighed. Det betyder at man er bedre i stand til at formidle nogle emner, som kan være svære for andre at forstå.”

Ugens Fagjournalist: Personligt engagement og faglig indsigt

Stephanie Hollender er journalist og sygeplejerske. Foto: Ida Marie Odgaard

Stephanie Hollender var sygeplejerske, før hun blev journalist, og det har givet hende en særlig indsigt i sundhedsområdet. Hun valgte at blive sygeplejerske, fordi hun var god til mennesker, men efter kort tid stod det klart for hende, at hun skulle en anden vej

Det var en kombination af en gammel drøm, og at Stephanie Hollender gerne ville fortælle historierne i stedet for selv at være i dem, der fik hende til at søge ind på journalistuddannelsen:

“Jeg skulle tjene samfundet på en anden måde. Jeg har egentlig altid drømt om at blive journalist, men følte, jeg havde brug for mere erfaring, før jeg tog uddannelsen”, siger Stephanie Hollender. 

Hun arbejder nu som selvstændig journalist, og hun har nemt ved at få øje på fordelene ved at have to fagligheder:
“Jeg har et fagligt fundament og en klar faglig profil, fordi jeg har min sygeplejerskeuddannelse”, siger Stephanie Hollender;
“Sundhedsområdet er helt klar mit interressefelt. Jeg taler det medicinske sprog og forstår hurtigt kilderne. Jeg forstår, hvad det handler om, fordi jeg har en erfaring fra gulvet.”

Stephanie Hollender har arbejdet for Kristeligt Dagblad og på sundhedsfaglige platforme, og hun har en mission med sit arbejde:
“Der er brug for, at vi fortæller både de historier, hvor det ikke fungerer men også de historier hvor det fungerer. Jeg vil gerne skabe en positiv forandring på sundhedsområdet.”