Ugens fagjournalist: Journalist i hele verden

Parastou Booyash er iværksætter og fagjournalist med en baggrund i virksomhedskommunikation

Det er faktisk muligt at nå alle sine drømme. Det er ugens fagjournalist, Parastou Booyash, et levende eksempel på. Hun har altid rejst meget og drømt om at skrive om sine rejser

Hun er uddannet fra CBS i international virksomhedskommunikation, PR og marketing og sad i flere år, ifølge hénde selv, på den kedelige side af skrivebordet. Hun havde et godt job som PR-konsulent i Teleselskabet 3.

Rejste til den anden side af skrivebordet
“I mit gamle job, følte jeg, at jeg pressede virksomhedens dagsorden ned i hovedet på journalisterne,” fortæller Parastou Booyash. 

Hun ville hellere være på den anden side af skrivebordet og sætte sin egen dagsorden og finde frem til sine egne historier. 

Midt under finanskrisen tog hun en karriereændrende beslutning. Hun sagde sit gode job op og søgte ind på journalisthøjskolen. Hun tog fagjournalistuddannelsen på 1 år og betalte alt selv. 

I de næste mange år rejste Parastou Booyash verden rundt som freelance rejsejournalist og redaktør:
“Man skal være af en særlig støbning for at arbejde som freelancer. Man skal kunne sælge sig selv som et brand,” fortæller Parastou Booyash.

Succes som freelancer
Efter kun 2,5 år som freelancer, vandt hun prisen som årets mest talentfulde rejsejournalist. Herefter blev det lettere at arbejde som freelancer, fordi medier begyndte at henvende sig til hende med arbejde.

“Det lyder måske som en drøm, men det er også benhårdt arbejde,” fortæller Parastou Booyash:
“Artiklerne er skrevet fra den ene destination til den anden. Og det kan være udfordrende at sidde i flyet på vej mod Grønland og have en deadline på en artikel om Sahara.” 

Branchen har ændret sig
Og branchen har ændret sig meget de sidste 10 år. Pengene for en artikel er faldet med op til 65 % og samtidig når artiklerne ikke nær så mange læsere som før i tiden. Idag har rejse- og livsstilsinfluencers på Instagram og Youtube overtaget en stor del af markedet. 

I dag ser Parastou Booyash sig selv mere som iværksætter og kommunikatør end journalist. Men hun er blevet i rejsebranchen. Hun har netop startet sit eget rejsebureau European Basketball Tours, der arrangerer basketballrejser.

Ugens fagjournalist: “Unge kvinder har brug for rollemodeller”

Ugens fagjournalist er stifter af Innovator Q, Trine Askholm. Foto: Stine Heilmann

I denne uge har Fagjournalisten talt med Trine Askholm, der er idékvinden bag og stifter af Innovator Q, et nichemedie, der fortæller historier om kvinder i dansk erhvervsliv

Trine Askholm stiftede Innovator Q, fordi hun altid har følt, at det manglede. Hun var optaget af samfundet, og hvordan hun kunne bidrage bedst muligt. Og hun manglede rollemodeller at spejle sig i. Hun manglede nogen, der kunne fortælle hende, at man sagtens kan have et super spændende karrierejob og samtidig stifte familie. 

Afgangsprojekt på journalisthøjskolen blev til levevej
Innovator Q blev født som et afgangsprojekt på journalisthøjskolen, hvor Trine Askholm er uddannet fagjournalist. Hun ville kombinere sin baggrund som cand. polit indenfor økonomi og socialpolitik med journalistikken. Og hun syntes, der manglede et magasin om kvinder i lederstillinger. 

Målet med mediet er at ændre historien og på sigt gøre det lettere at få kvinder at komme til tops i erhvervslivet.

Det gør Trine Askholm ved at fortælle de historier, andre medier ikke fortæller. Historierne om kvinder i dansk erhvervsliv:
“Unge kvinder skal have rollemodeller at spejle sig i og se op til”, siger Trine Askholm;
“Jo flere kvinder, de oplever, der har en stor karriere. Jo lettere er det selv at kaste sig ud i det.”

Fra Finansministeriet til Innovator Q
Trine Askholm har været ansat i Finansministeriet og økonomistyrelsen, hvor hun arbejdede med store effektiviseringsprojekter. Hun blev senere ansat som product owner i et stor pensionsselskab, og mens hun var ansat der, blev hun gravid med sit andet barn.

Da hun fødte sin datter, som havde en svær start på livet med sygdom, begyndte Trine at overveje, om det var det værd at arbejde så meget med et job, hun egentlig ikke rigtig var tilfreds med. Derfor valgte hun at skifte karrieren ud med drømmejobbet som fagjournalist. 

Hun tror ikke, hun var kommet i mål med Innovator Q, hvis ikke hun havde haft både sin akademiske uddannelse og håndværket som journalist:
“Min baggrund gør, at jeg nemt kan tilgå komplekse emner, der måske kan være lidt vanskeligere for en ung nyuddannet journalist”